20091013

Flakker

\Thomas Boberg

.

.

C: og så, for at gøre en lang mail kort:
Du har da skrevet er ret god bog, hva'?

.

T: …Hvad angår min egen bog, forventer jeg ingen kommentarer, er sgu helst fri. Blot var det dig selv hin aften på FS der ikke kunne lade være med at sige, at du altid reagerer på bøger du har læst - med skrift - forstod jeg. Fint nok. Det er altid interessant at udveksle læsninger, jeg har jo ingen bud på en læsning af egen avl, thi bogen er læsningen, og dermed færdig. Må du nyde de - måske - sidste solstråler i år.

.
C: så får du den korte version.
Jeg købte din bog et par dage efter hin aften og fik den ikke læst, for jeg pakkede ned og ned og op og ned i tasker til en Boliviatur med familien - og ned fik jeg bl.a. Joyces portræt af kunstneren... Bestselleren - Alkymisten og Flakker. Dele af denne blanding kunne jeg godt få lyst til at undskylde i lange baner, men kort: Da jeg efter nogle dage i Sydamerika havde et register på ca. 35 Irske efternavne i hovedet, begyndte jeg at læse Flakker og var afsindigt godt underholdt. Det er en fantastisk måde at komme til at møde en masse mennesker på, en rejseskildring med skæbner af kød og psyke (paranoia osv.). Jeg læste den ivrigt og fortalte om den og læste højt fra passager ( bl.a. scenen med håndgranaten og kødbjerget) og blev til sidst nødt til at efterlade bogen i Bolivia - og har fået at vide, at den i øjeblikket breder sig som influenza blandt danskere i La Paz...
Den er menneskefyldt, socialt rablende, aktionmættet, flydende, flettet frækt overskueligt og et men - lidt for ofte får jeg lyst til at høre cirkustriller på lilletromme inden sidste sætning i kapitlerne, og jeg tænkte i sidste ende, at jeg helst ville have læst bogen uden at have læst sidste kapitel. Og så fattede jeg ikke helt det mystiske spor med den gamle tudse, der havde samlet alle børnene, selvom det gav fortællingen en hel masse - var det som om, der var forsvundet et eller andet "mere" fra manuskriptet. - men altså det er jo et stykke tid siden og jeg har ikke længere bogen - så lige nu tænker jeg, at det er fordi, det jeg efterspørger står i sidstekapitlet, som jeg ikke kunne læse for solnedgange og lonesome cowboys i læseapparatet.
I hvert fald var det fantastisk med det flydende sprog, billedmættede semantik, komplekse struktur og jeg ønsker mig din næste roman.

.

T: Jeg ser Flakker som en tunnel, jeg byggede af ord, jeg kravlede igennem den efterhånden som den blev til.. og derude på den anden side, ikke lyset, jo en slags lys, men en anden frihed, tror jeg - for mig! En helt privat erfaring, det er ikke grund nok til at belemre andre, men chancen skal tages, og en gang til og igen.

Avantgardens selvmord

\Mikkel Bolt:

.

.

T: Jeg laeste Avantgardens selvmord, og undrede mig over hvor lidt den handlede om kunst, og hvor meget det politiske fyldte. Slutningen virkede direkte deprimerende paa mig. Hvad siger du?
Alle gode hilsener fra Lima, Peru.

.

C: nu er det jo egentlig et stykke tid siden, jeg har læst bøgerne, men så kan det måske være meget sjovt at se lidt på langtidseffekten af læsningerne:

Først og fremmest omkring det paradoks Avantgardens selvmord synes at være, når man kigger på de ydre værdier af bogen: den er en af de smukkeste bøger jeg har set, lækker at holde i hånden og bladre i (god skrifttype, overskueligt layout, lækker papirkvalitet) og lige til at have med i baglommen - næsten som den kæreste man kunne ønske at gå en lang tur langs noget vand med - MEN, når hun så åbner munden, virker sproget søgt og opstyltet, det forsøger hele tiden at sætte sin læser af i høje lixtal, noter og henvisninger til hele bøger (som i sidste ende handler om den måde Mikkel har opfattet en eller anden hemmelig udgivelse på fransk, som idag kun findes i et afbrændt eksemplar indelåst i avantgardens førerbunker et sted i en utopisk verden, som kun består af sprog... ). Det virker på mig, som om forfatteren er spuntet ind i sin egen eller avantgardens retorik og befinder sig i en magisk cirkel, hvor han på alkymistisk vis forsøger at komme i kontakt med, for derefter at tale med afdøde avantgardeudgivelser. Altså: lækkert og tilgængeligt layout - søgt og tungt indhold.

Men hvad sker der egentlig i indholdet; egetnlig giver bogen et ret godt ind- og overblik i/over europæisk kunst og dermed "Kunst" i det 20. århundrede, og bliver på den måde en udemærket historisk udgivelse, som udtrykker en masse idemæssige nuancer i noget, der vel idag må tolkes som et væsentligt kapitel i den "moderne" kultur.

Og så ja, der sker et eller andet uoverskueligt i bogens stof angående om det er kunst eller politik, der er på tale, og især angående de forbindelsesmuligheder disse to størrelser overhovedet har (og det er vel netop denne eller disse forbindelser bogen handler om og problematiserer). For det virker som om bogen netop handler om den umulighed det er for kunsten at ville være politisk (- styrende), og alligevel selv er en kunstbaseret analyse, som (paradoksalt nok) selv ender med at være en politisk kommentar.

og ja, sidste kapitel var direkte deprimerende, som alle andre selvmordsforsøg.
Dog er der en væsentlig tanke fra sidstekapitlet, der er blevet ved med at rumstrere i mig som interessant (om end ikke mindre deprimerende) - at borgerligheden er i stand til at indlemre og underordne al kritik i delmængder under sin egen helhedsforståelse. Den er interessant fordi den bliver forklarende for to forskellige lidt mærkelige begivenheder i dansk politik fra de sidste par år:
Helle Statsministerkandidat, der under sidste valgkampagne forsøgte at komme med et modspil til Anders von Hård Normalitets borgerlige de-rige-har-mest-ret-politik/ "hvis du ikke kan klare dig, må du dø"-værdier; ved at lancere en politik der var baseret på værdien velfærd. Hvorefter Anders von Pragmatismus lytter spændt på kritikken og determinerer det politiske modspil ved at oprette velfærdsministeriet som en del (1/14) af hele sin store borgerlige statsmaskine. - så skulle den diskussion være ude af verden - Og endnu mere direkte er eksemplet fra EUvalget - hvor Danske Frontallapssvigteres-fællesparti vælger at bruge Natasjas ørehængende kritik "Gi' mig Danmark tilbage" som sit eget kampagneslogan... og lykkes

- hvad helvede sker der ! –

.

T: en hilsen til den knokleskæve dreng ... det var sgu da i orden med kommentaren. Om den der åndssvage kunstfjendske Avantgardens død, det tegner så godt, men det ender i lort, manden er jo ligeglad med kunst, så færdig med det.

.


20091009




.


Jeg h=E5ber I v=E5gnede lykkeligere op n=E6ste morgen - ved tanken om at
v==E6re










.