Avantgardens selvmord

\Mikkel Bolt:

.

.

T: Jeg laeste Avantgardens selvmord, og undrede mig over hvor lidt den handlede om kunst, og hvor meget det politiske fyldte. Slutningen virkede direkte deprimerende paa mig. Hvad siger du?
Alle gode hilsener fra Lima, Peru.

.

C: nu er det jo egentlig et stykke tid siden, jeg har læst bøgerne, men så kan det måske være meget sjovt at se lidt på langtidseffekten af læsningerne:

Først og fremmest omkring det paradoks Avantgardens selvmord synes at være, når man kigger på de ydre værdier af bogen: den er en af de smukkeste bøger jeg har set, lækker at holde i hånden og bladre i (god skrifttype, overskueligt layout, lækker papirkvalitet) og lige til at have med i baglommen - næsten som den kæreste man kunne ønske at gå en lang tur langs noget vand med - MEN, når hun så åbner munden, virker sproget søgt og opstyltet, det forsøger hele tiden at sætte sin læser af i høje lixtal, noter og henvisninger til hele bøger (som i sidste ende handler om den måde Mikkel har opfattet en eller anden hemmelig udgivelse på fransk, som idag kun findes i et afbrændt eksemplar indelåst i avantgardens førerbunker et sted i en utopisk verden, som kun består af sprog... ). Det virker på mig, som om forfatteren er spuntet ind i sin egen eller avantgardens retorik og befinder sig i en magisk cirkel, hvor han på alkymistisk vis forsøger at komme i kontakt med, for derefter at tale med afdøde avantgardeudgivelser. Altså: lækkert og tilgængeligt layout - søgt og tungt indhold.

Men hvad sker der egentlig i indholdet; egetnlig giver bogen et ret godt ind- og overblik i/over europæisk kunst og dermed "Kunst" i det 20. århundrede, og bliver på den måde en udemærket historisk udgivelse, som udtrykker en masse idemæssige nuancer i noget, der vel idag må tolkes som et væsentligt kapitel i den "moderne" kultur.

Og så ja, der sker et eller andet uoverskueligt i bogens stof angående om det er kunst eller politik, der er på tale, og især angående de forbindelsesmuligheder disse to størrelser overhovedet har (og det er vel netop denne eller disse forbindelser bogen handler om og problematiserer). For det virker som om bogen netop handler om den umulighed det er for kunsten at ville være politisk (- styrende), og alligevel selv er en kunstbaseret analyse, som (paradoksalt nok) selv ender med at være en politisk kommentar.

og ja, sidste kapitel var direkte deprimerende, som alle andre selvmordsforsøg.
Dog er der en væsentlig tanke fra sidstekapitlet, der er blevet ved med at rumstrere i mig som interessant (om end ikke mindre deprimerende) - at borgerligheden er i stand til at indlemre og underordne al kritik i delmængder under sin egen helhedsforståelse. Den er interessant fordi den bliver forklarende for to forskellige lidt mærkelige begivenheder i dansk politik fra de sidste par år:
Helle Statsministerkandidat, der under sidste valgkampagne forsøgte at komme med et modspil til Anders von Hård Normalitets borgerlige de-rige-har-mest-ret-politik/ "hvis du ikke kan klare dig, må du dø"-værdier; ved at lancere en politik der var baseret på værdien velfærd. Hvorefter Anders von Pragmatismus lytter spændt på kritikken og determinerer det politiske modspil ved at oprette velfærdsministeriet som en del (1/14) af hele sin store borgerlige statsmaskine. - så skulle den diskussion være ude af verden - Og endnu mere direkte er eksemplet fra EUvalget - hvor Danske Frontallapssvigteres-fællesparti vælger at bruge Natasjas ørehængende kritik "Gi' mig Danmark tilbage" som sit eget kampagneslogan... og lykkes

- hvad helvede sker der ! –

.

T: en hilsen til den knokleskæve dreng ... det var sgu da i orden med kommentaren. Om den der åndssvage kunstfjendske Avantgardens død, det tegner så godt, men det ender i lort, manden er jo ligeglad med kunst, så færdig med det.

.